BRODERLOGE NR. 76 ASGER RYG RINGSTED
under Den uafhængige Storloge for Kongeriget Danmark I.O.O.F

 
 
Generelle oplysninger


I vor loge nr. 76, Asger Ryg er vi ca. 60 brødre, som er fordelt på mange forskellige erhverv. Aldersmæssigt spænder vi fra ca. 30 - 90 år.

Logen har gennem sit virke i Ringsted-området etableret en række fonde med mange forskellige formål især humanitære formål.

Medlemskontingentet i vor loge er p.t. kr. 950,00 i kvartalet. Vi har et optagelsesgebyr på kr. 500,00.
I løbet af de første ca. 1½ år vil den nye broder få tildelt logens 3 grader med ca. ½ års mellemrum. Hver gradtildeling koster kr. 500,00.
Under det selskabelige samvær efter hvert logemøde må påregnes udgifter til fortæring på ca. kr. 80,00 til kr. 100,00. Fortæringen er naturligvis frivillig.
Såfremt den nye broder ikke har en mørk habit og kjole og hvidt vil der desuden blive en udgift dertil.

Logen afholder logemøde hver tirsdag kl. 19.00 i vores logebygning i perioderne januar til maj og september til december. Alle logemøder er præget af den ro og værdighed, der er forudsætningen for at et af Odd-Fellow Ordenens formål - at støtte brødrene i deres etiske og moralske udvikling - kan udfyldes.
Efter logemødet afholdes et selskabeligt samvær med spisning, hvor tonen er mere fri end i logesalen. Vi betragter dette selskabelige samvær som overordentlig vigtigt for brødrene, da det er her brødrene har mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Der opstår ofte meget personlige venskaber som kan være livsvarige.
Til vores arrangementer har vi forskellige bestemmelser for påklædning. Til almindelige møder er påklædningen mørkt habit, hvid skjorte, diskret slips, sorte eller mørkeblå sokker samt sorte sko. Til festaftener såsom tildeling af grader, hæderstegn m.m. er påklædningen kjole og hvidt med hvid sløjfe, sorte eller mørkeblå sokker samt sorte sko.
Ved forskellige logearrangementer inviteres vores damer med. Dette betragter vi som en vigtig del af logens virke, idet et succesfyldt logeliv forudsætter, at partneren også kan gå ind for de ideer, der ligger til grund for Odd-Fellow Ordenens arbejde.
 

Teglovnsvej 44 4100 Ringsted